
Bygherre: Shui On Land Development
Gateway-bygningerne til Yangpu Universitet skal markere overgangen mellem forskerboligerne og virksomhederne i forskerparken. Bygningerne indeholder kontorer, butikker, restauranter og underjordisk parkering. Nedgangen til en fremtidig underjordisk metrostation skal desuden indpasses på pladsen mellem de to bygninger.
Shanghai projektet blev vundet tilbage i 2005, med to krystallinske volumener der var bearbejdet over diagonalen; mod syd kragede bygningerne ud, mod nord terrasseredes de indefter.
3XN er designansvarlige på projektet, mens projekteringen foretages lokalt i Shanghai af en Australsk tegnestue ved navn Hassel. Siden 2004 havde bygherren foretaget så mange ændringer af det oprindelige projekt, at han ønskede os involveret i at få udviklet et nyt design.

Inden jeg blev involveret i projektet, havde vi fremsendt et projekt med silketrykt glas, og et projekt med pixelerede facader. Begge projekter blev afvist med forskellige begrundelser, men det stod skrevet imellem linierne, at omkostningerne skulle reduceres.
Vi fik af Hassel den oplysning at der var besparelser at hente ved kun at udføre flush joints (fugede glassamlinger) på enten de vandrette eller lodrette poster, og benytte sig af synlige dækkapper i den anden retning. Dette blev derfor udgangspunktet for facadekonceptet.

Jeg startede ud med at lave en undersøgelse af alufacade produktionen, og hvad jeg havde af praktiske løsninger at arbejde med.
Det endte med en løsning hvor alupanelerne også fungerede som dækkappe. Dette gjorde at jeg kunne fokusere på at lave en struktur udenpå glas og alupaneler, der ville danne hud, et delikat væv der skaber identitet for bygningen.

Under designprocessen lavede jeg en Mock-Up i 1:1 for at undersøge hvad det havde af indvirkninger på kontorerne, at der ligger en dækkappe pr. 80 cm. Vi lavede desuden en arbejdsmodel i 1:10 og en præsentationsmodel i 1:20.